Warren Harding

Fra Spademanns Leksikon, den både frie og sande virkelighed

Skift til: Navigation, søg
Seal USA.png
Warrenharding.jpg

Warren var den fødte taler. Hans oratoriske mesterværker blev udsendt på plademærket His Masters Voice. På bagsiden var der lidt lummert lir til husarerne, som man siger.

Harding-lincoln.jpg

Waren (tv.) fik sig en lille sludder med Abraham Lincolns søn Todd under indvielsen af Lincoln Memorial i 1923. Desværre var Todd ikke interesseret i et "hurtigt put bag statuen" inden aftenskaffen, selv om hatten muligvis skjuler en vis påskønnelse af tilbuddet.

Warren Gamaliel Harding fødtes den 2. november 1865 og døde den 2. august 1923 midt en en travl og lukrativ periode som amerikansk præsident.

Warren Harding var så fornuftig at lægge sig til at dø, inden gribbene fra senatets bestikkelseskomite fik sat deres beskidte negle i kraven på ham.

[redigér] Avissmøreren bliver politiker

Sjovt nok nedstammede Warren Harding fra de puritanere, der drev i land i New England i 1623. Dette gav ham en dyb og inderlig indsigt i dobbeltmoral, som siden skulle komme ham til gode i landets højeste embede.

30px-Cquote1 svg.png I 1623 landede puritanerne på Plymouth Rock. Det havde været bedre, om Plymouth Rock var landet på puritanerne! 30px-Cquote2 svg.png
Mark Twain


Som alle andre præsidenter havde Warren både studeret jura og virket som dørsælger. Men folk havde døre nok, så den unge Warren opkøbte i stedet en avis, nemlig Marion Star, som hed sådan fordi den udkom i byen Marion i Ohio. Ved siden af havde han så avisen Weekly Star, som hed sådan fordi den udkom ugentligt. Førstnævnte avis var "neutral", mens den anden var ren hardcore højreorienteret.

[redigér] Og hvorfor sku' han så ha' to aviser med hvert sit standpunkt?

Jo. Hvis han kun havde en neutral avis, kunne han ikke sælge annoncer til de reaktionære. Og hvis han kun havde en reaktionær avis, kunne han ikke sælge annoncer til de midtsøgende. Men når han havde to aviser, så...

[redigér] Hertuginden og politik

I 1891 giftede Warren sig med Florence Kling De Wolfe, der var en strid igle med en utilpasset datter fra et forlist tidligere ægteskab. De fik ingen børn sammen. Hverken moderen eller datteren. Hertuginden, kaldte han hende. Florence, altså. Papdatteren gav han kærligt tilnavnet Sækken.

Ved siden af fik han en datter med Nan Britton, som var en 30 år yngre sag, som han havde installeret i en lille fiks lejlighed i New York, med helt nye fjedre i madrassen.

Nan var dog ikke Warrens eneste frille. De andre kan bare ikke bevise noget.

40pxKlumme.png
Nan Britton
Nan udgav i 1927 en saftig roman, der påstod at Warren Harding var far til hendes datter, Elizabeth Ann Britton. I den samme beskrev hun, hvordan hun var blevet forført af den senere præsident som 16-årig. I et kosteskab. Kinky!

I 1899 var det på tide, at Warren kom lidt væk hjemmefra, sagde hertuginden, så han lod sig vælge til Ohio's lovgivende forsamling af gamle klaphatte, nokkefår og ja-sigere. Her sad han og stemte ja til alt det, som var partiets officielle politik, mens han privat gjorde som det passede ham. I 1914 blev han senator og var med til at indføre spiritusforbuddet og kvinders stemmeret. Disse fremskridt blev fejret med et par letlevende duller over et par flasker god bourbon.

40pxKlumme.png
Spiritusforbuddet
Også kaldet Det noble eksperiment varede fra 1920 til 1933. Den startede med, at afholdsmænd fik vind i sejlene i flere amerikanske stater og bredte sig snart til hele landet. Heldigvis kunne man stadig købe spiritus til "medicinske formål" og snart var der ikke den sygdom, der ikke kunne kureres med gin. Mange fremsynede finansfolk, som fx Joe Kennedy og Al Capone, kunne takke spiritusforbuddet for deres formuer, oparbejdet ved hårdt slid i hjemmebrænderier, smugkroer og smugleri over den canadiske grænse.

Nå, første verdenskrig kom og gik, og amerikanerne sagde nej til globaliseringen og ja til isolationismen. I 1920 skulle republikanerne vælge en præsidentkandidat på partikonventet, men gik i stå mellem to lige gode valg: Leonard Wood og Frank Lowden. I spøg foreslog en fulderik, at man valgte Warren og stort var chokket, da resten af de fordrukne delegerede gik med på spøgen.

Warren vandt valget med største lethed, da han ikke alene var en god taler og god til at skjule sit spiritus- og dameforbrug, men også så godt ud. Og kvinderne havde lige fået stemmeret! "Nammenam", sagde tøserne og så røg Warren i Det Hvide Hus.

[redigér] Præsident Harding

Nu var Warren lidt af en selskabsløve, så han inviterede hele rosset af gamle kammesjukker med til Washington. Her blev de indlogeret på diverse betydningsfulde poster, hvor de malkede statskassen og lobbyister i en grad, som ikke var set i 40 år. For at rette lidt op på sagerne genindførte Warren de gamle toldmure og fik sat arbejdstiden i Jern og Stål ned til 12 timer, hvilket var mange penge dengang. Ellers blev tidligere præsidenters sociale reformer rullet tilbage, så arbejderklassens grove udnyttelse af de blåøjede finansfyrster fik en brat afslutning.

[redigér] I venners lag

Aftenerne i Washington blev tilbragt med poker sammen med udvalgte kongresmedlemmer og andre drankere. Selv om spiritusforbuddet var trådt i kraft og resten af landet skreg på en kold bajer, tyllede præsidentens mænd godt med gin i sig, serveret af fru Florence, den strigle, mens de spillede kort og røg cigarer.

Men ak. Selv om nyhederne ikke spredtes via CNN og andre moderne regeringsfjendtlige organer, så spredtes de dog via den gode, gammeldags kilde: sladder!

Warrens lidt for gode ven, Charles Forbes, fik lov til at smutte til Europa og gemme sig, da Warren fandt ud af, at han havde solgt ud af statsligt materiel og stukket pengene lige ned i lommen. To af præsidentens betroede medarbejdere, Charles Cramer og Jesse Smith, gjorde selvmord i samme forbindelse efter anvisningerne i denne udførlige guide.

Teapot Dome var et oliefelt i Wyoming, hvis olieindtægter skulle gå til at finansiere den amerikanske flåde. Det ville indenrigsminister Albert Fall da skide højt og flot på, for en række oliebaroner var mere end villige til at smøre hans tykke mås ind i guld og dollars, hvis bare de kunne få fingre i smørelsen. Og det kunne de da heldigvis! Hvis ikke Warren var død, inden sagen eksploderede, havde Richard Nixon næppe været den første amerikanske præsident, der måtte gå af i utide.

[redigér] Den sidste rejse

Ud og se med de amerikanske jernbaner! For at klare hovedet fra gin og skandaler tog Warren på en rundtur i USA. Men dikkeværket sagde fra i Seattle den 27. juli 1923, hvor så mange i øvrigt har været søvnløse, og nedtællingen til en statsbegravelse var startet.

Den 2. august døde præsidenten på et hotelværelse i San Francisco. Hertuginden nægtede at lade ham obducere og brændte hans personlige papirer. Da skandalerne slap ud i offentligheden, startede rygterne om, at han var blevet forgivet af sine venner, der frygtede afsløring. Ondsindede, løgnagtige rygter, som snart blev stoppet af en mystisk række af trafikulykker og gennemtævning af sladderkællingerne i mørke gyder.

Æret være hans minde!

Tjim-didi-dim-dididididi-da-daaa!HAIL TO THE CHIEF! Tjim-didi-dim-dididididi-da-daaa!
George Washington · John Adams · Thomas Jefferson · James Madison · James Monroe · John Quincy Adams · Andrew Jackson · Martin Van Buren · William Henry Harrison · John Tyler · James K. Polk · Zachary Taylor · Millard Fillmore · Franklin Pierce · James Buchanan · Abraham Lincoln · Andrew Johnson · U.S. Grant · Rutherford B. Hayes · James Garfield · Chester Arthur · Grover Cleveland · Benjamin Harrison · Grover Cleveland · William McKinley · Theodore Roosevelt · William H. Taft · Woodrow Wilson · Warren Harding · Calvin Coolidge · Herbert Hoover · Franklin D. Roosevelt · Harry S. Truman · Dwight D. Eisenhower · John F. Kennedy · Lyndon B. Johnson · Richard Nixon · Gerald Ford · Jimmy Carter · Ronald Reagan · George H. W. Bush · Bill Clinton · George W. Bush · Barack Obama · Donald Trump
Personlige værktøjer
Andre sprog