Viggo Kampmann

Fra Spademanns Leksikon, den både frie og sande virkelighed

Skift til: Navigation, søg
Viggo-Kampmann

Statsministeren ved sit skrivebord.

Olfert Viggo Fischer Kampmann fødtes den 21. juli 1910 på Frederiksberg og døde den 3. juni 1976 i Store Torøje ved Faxe. En tur på 65 km. Viggo var socialdemokratisk statsminister fra 19. februar 1960 til 3. september 1962.

Bouncywikilogo
Humor-encyklopædien Wikipedia har en parodi-artikel om Viggo Kampmann.

[redigér] Olfert Fischer... var det ikke ham dersens...

Jo! Kommandant og leder af Københavns forsvar under Slaget på Reden den 2. april 1801. Det var sgu godt husket!

[redigér] Jeg tænkte nu mere på korvetten, der blev oplagt i 2009

Ja, det er jo oplagt. Æhæmm...

Han blev cand.polit. i 1934. Altså Viggo, ikke korvetten. Det var nu også meget nemmere at studere dengang, hvor verden kun var opdelt i fascisme og kommunisme. Siden er der kommet en hel stribe bløde mellemvarer og nye yderligheder, der har forlænget studietiden med flere år[1].

[redigér] Modstandsmand

Under Besættelsen - de fem forbandede år[2] - fungerede Viggo som modstandsmand og spredte illegale blade til højre og venstre. Samtidig kunne han i kraft af sin offentlige ansættelse modarbejde den tyske besættelsesmagt ved hjælp af overdrevent bureaukrati og usmidige bustider i myldretiden.

Desværre fik man ikke ryddet op i hverken bureaukratiet eller busdriften efter krigen, så næste gang du bander over den dårlige koordination i bus- og togdriften, så husk at det var ventetiden i de offentlige transportmidler og den lange sagsbehandlingstid i straffesager, der knækkede Adolf Hitler.

[redigér] Op- og nedture i politik

I september 1950 blev Viggo finansminister under Hans Hedtoft, men det holdt kun i godt en måned, så gik statsministeren af i protest mod nederlaget ved årets folketingsvalg. Stakkels Viggo måtte ernære sig som pedicurist helt frem til 1953, hvor hr. Hedtoft kunne danne regering på ny efter omfattende valgsvindel i Ballerup, Thisted og Gilleleje og igen blev lille Viggo indsat som finansminister.

I 1955 drog statsminister Hedtoft til Stockholm for at høre kedelige taler på norsk, svensk og finsk om "nordisk samarbejde" og "esimerkiksi kappaleista" og kom til at sove så dybt, at han aldrig vågnede igen. Ny statsminister blev typografen H. C. Hansen, en stille type, der bibeholdt Viggo på finansposten bare for at slippe for at skifte dørskiltet.

I mellemtiden havde Viggo udviklet en habil trang til bajere og damer, så det knirkede lidt i ægteskabet. Humøret var tårnhøjt den ene dag og nede i lortet den næste. Maniodepression, kaldte lægen det, og gav Viggo en stående invitation til sindssygeanstalten, et tilbud Viggo heldigvis takkede nej til.

I 1957 gik fru Kampmann til statsministeren og fortalte ham, at hun ville skilles fra sin Viggo på grund af hans druk, udenomsbolleri og surhed overfor børnene. "Gu' vil du ej", sagde H.C. Hansen og slog i bordet, "vi socialdemokrater lader os sgu ikke skille!" Haha, ja, det var dengang.

Det var finansminister Viggo, der indførte afskrivningsreglerne, så vort kære erhvervsliv kunne trække gardinerne fra. Der var kraftig vækst og fuld beskæftigelse og lønniveauet blev så højt, at en arbejdsmand måtte sende lønningsposen hjem under politieskorte.

I 1960 var der så godt styr på finanserne, at danskerne kunne købe bil, parcelhus og køleskab - på kredit i hvert fald - så statsminister H.C. Hansen følte ikke han havde mere at leve for. Godnat, sagde han, og blev den anden statsminister i træk, der døde på posten.[3]

Der måtte findes en afløser. Regeringen kendte ikke til Viggos maniodepression og svireture, det havde den afdøde statsminister holdt for sig selv og han var i øvrigt færdig med at løbe med sladder. Så efter en omgang sten-saks-papir blev Viggo ny statsminister.

Viggo blev en af de mest intelligente og vidende danske statsministre til dato, selv om der skete visse fodfejl i udenrigspolitikken, fx da Viggo kaldte præsident Eisenhower for "pudsekluden" efter en gallamiddag i Det Hvide Hus foran den samlede verdenspresse.

Men heldigvis havde Viggo sjældent tid til at passe sit arbejde, så den type fejl kunne stort set undgås. I stedet forsvandt han i dagevis ud i en lejlighed i Sydhavnen, hvor han kunne dele bajere og damer med gadens friske gutter. Og smalle steder var der ingen af, Viggo kunne endda finde på at udstede blankochecks til det lette kavalleri, så de selv kunne udfylde med det beløb, de fandt passende for alt deres dikke-dikke og vrikke-vrikke.

Til gengæld måtte fru Kampmann og børnene knibe ballerne genoldigt sammen for at få råd til mad på bordet. Men heldigvis lod Viggo sig skille og giftede sig med en blondine fra Rødovre, så alt igen åndede fred og fordragelighed.[4]

[redigér] My achy breaky heart

Og så kom hjerteproblemerne. Ikke alene hindrede de Viggo i at få litium mod sin mani, men de forhindrede ham også i at drikke. Efter flere dages ædruelighed med deraf følgende klarsyn, trådte Viggo tilbage og overlod hele baduljen til Jens Otto Krag, der fik os med i EF, det lille svin.

Helt frem til 1966 var Viggo redaktør af Socialdemokratiets stolte partiblad, Verdens Gang. Hans artikler om sprut og nøgne damer gav bladet en læserskare også uden for de rødrosede kredse.

Men til sidst fik hjertet has på ham. Han er begravet på Vestre Kirkegård i København, sammen med andre af velfærdsstatens ikoner som Jens Otto Krag, Hans Hedtoft og Mallou-Stella fra De dumme Mødre.

Efterfulgte:
H. C. Hansen
Danmarks statsminister
1960-62
Efterfulgtes af:
Jens Otto Krag

[redigér] Bemærkninger til det fremsatte forslag

  1. Ikke mindst SU'ens indførelse.
  2. Når far talte om de fem forbandede år anede vi aldrig, om han mente 2. verdenskrig eller sit første ægteskab.
  3. Siden hen har man i visse tilfælde været i tvivl om, hvorvidt siddende statsministre faldt ind under hjernedødskriteriet, men de er ikke som sådan døde på jobbet.
  4. Desværre kom farmand hjem igen i 1970.
Personlige værktøjer