Immanuel Kant

Fra Spademanns Leksikon, den både frie og sande virkelighed

Omdirigeret fra Kant
Skift til: Navigation, søg
Kanterne

Kant skelner mellem de sider af erkendelsen, der kommer fra os selv (a priori), og de sider, der udspringer via vores sensoriske erfaringer (a posteori).[1] Vores begreber om rum og tid, kalder Immanuel for "anskuelsesformer",[2] og de er forudsætningen for al erfaring. Tingsbegrebet og årsagsbegrebet er fx kategorier, som strukturerer disse erfaringer. [3]

Filosoffen Immanuel Kant blev født i 1732 i Kongsgebirge i det daværende Hohenzollern. Indtil sin død i 1812 forblev han i det samme hus i denne by, og han var kendt for aldrig at gå uden døre.[4] Kants forældre var ærkekristne, og han takkede dem ydmygst hver aften,[5] iført natskjorte og narrehat, for den opdragelse, de havde pådraget ham. Som 16-årig begyndte Kant at læse porno teologi, fysik og filosofi.

[redigér] Den kantianske oeuvre

Universitetet i hjembyen Kongsgebirge var berygtet for at være det bedst betalende dårligste i datidens Europa, så Kant var ellevild, da de ønskede at ansætte ham som professor in absentia.[6] Immanuel og hans med tiden mumificerede forældre levede et yderst ensformigt og regelbundet liv. Han stod op hver morgen klokken halvfem, bad sine 69 morgenbønner og tog en kold afvaskning. Herefter skrev han tekster om tænkning og tankeeksperimenter indtil klokken 20:15, hvor han skullle høre nyheder. Til middag spiste han enten alene eller inviterede nogle ædedolke, som kunne fremme hans til tider manglende appetit. Når Kant havde gourmander til middag, var der altid 12 eller 42 personer ved bordet. Hver tredje fik tre retter, og hver anden fik en halv flaske vin, og gæsterne måtte ikke snakke eller tænke, fordi Kant havde brug for en et tanketomt rum.[7] Klokken 23 gik han på wc, og klokken 23:59 gik han i brædderne seng, hvorefter han gjorde det hele - blot i omvendt rækkefølge - den følgende dag.

[redigér] Immanuels Ideologi

Flere tænkere havde før Kant ment, at man kunne bevise Guds eksistens ved hjælp af Det Ontologiske Gudsbevis. To kristne fritænkere, nemlig Descartes og Leibniz, brugte begge det ontologiske gudsbevis. De hævdede nemlig, at hvis du forestiller dig Gud som et fuldkomment væsen, så Gud da også eksistere. Noget kan nemlig ikke være fuldkomment, hvis det ikke eksisterer, sagde de. Vrøvl, sagde Immanuel, og derved blev det.[8]

[redigér] Fornægtelsen af Gud og det begyndende post mortemske teenageoprør mod faderskikkelsen

Selv om Kant højtideligt havde lovet sine forældre, at han for evigt troede på Gud,[9] så mente han ikke, at religion er nødvendig, for at mennesket kan have en etik og moral.[10] Helst ville Immanuel have formuleret nogle fornuftige etiske regler, der kunne gælde for alle mennesker; troende eller ej.[11] Fx er det ulogisk at stjæle ting fra hinanden. Hvis det blev tilladt at stjæle, ville der i princippet ikke være nogen, der ejer noget, og så kan man ikke tage noget fra dem. Hvis man siger, at det er i orden at lyve, og at alle mennesker gerne må gøre det, så tror ingen på hinanden, og så er det til sidst umuligt at snyde nogen.[12] Folk kom herefter på besøg hos Kant og roste ham for denne bemærkning, og dette gav Immanuel blod på tanden. Derfor formulerede han kun få dage senere i et dameblad et princip ved navn det kategoriske imperativ, som lød slåledes:

"Handl erst nach der Maxime, dass man gleichzeitig ein allgemeines Gesetz werde wünschen![13]"

~ Niels Bohr om at være kvantificeret ud i flere dimensioner på én gang


[redigér] And now: The Ding in and of itself

... og så beskæftigede han sig meget med teorien om, hvad erkendelse er, og Immanuel mente, at rationalisterne bør forholde sig mere til den virkelighed, der kan ses, høres og røres. Omvendt argumenterede han også for, at verden ikke blot kan erkendes kun ved at se, høre eller røre.[14] Store dele af virkeligheden var ifølge Kant ikke mulig at fornemme med sanserne. Mennesket erkender hele tiden verden ud fra sit helt eget perspektiv, ligesom det nok er en betingelse for, at man overhovedet kan erkende noget som helst, at dette kan anskues i tid og rum. Den egentlige virkelighed bag ved manifestationerne i tid og rum kaldte Kant for das Ding an sich.[15] Verden er idiomatisk.

[redigér] Populære bøger af Kant

  • Die Kritik an der ziemlich reinen Vernunft (1781)
  • (你如何得到它?)什么样的信息 (1784)
  • Grundbelæggelse af moralens metafysik (1785)
  • מיין עלטערן זענען טויט, און איצט איך געברענט זיי (1776)
  • Hvad er oplysning (og hvordan man får den?) (1789)
  • Minu isa oli Kurat, ma olen ateist (2004)

[redigér] Kantonesiske fodnoter

  1. Med denne skelnen forsøger Kant at finde grænserne for den menneskelige erkendelse
  2. et gammelt udtryk, der har noget med kunst at gøre
  3. Alle disse begreber er transcendentale betingelser for vor erfaring, som overskrider erfaringen selv. De er ikke en del af erfaringen, men ordner og strukturerer vores erfaring, uden hvilke den blot vil være en forvirret mængde af sanseindtryk. De er således bundet til vores sanseerfaring, mens den rene fornuft ikke er betinget eller knyttet til nogen sansemæssig erfaring. Det er i den rene fornuft, vi finder ideerne om verden, om frihed, om det højeste gode, om sjælen, om Gud. Således forløser Kant de selvmodsigelser, som karakteriserede Wolffs og Leibniz rationalistiske verdensanskuelse, thi de ville fylde noget vrøvlvirkeligheden, hvilket i grunden vel er idiomatisk for den menneskelige fornuft
  4. et af de tidligst kendte eksemplerpræ-indikativ flyskræk
  5. latin
  6. Universitetet var også dengang berygtet for at sælge professorater on-line for en slik
  7. Han var også meget bekymret for jordstrålingen
  8. Kant mente, at hvis denne tankegang skulle holde vand, så ville hundrede Rigsmarksdaler, som man tænker sig til, besidde de samme egenskaber, som de hundrede Rigsmarksdaler, der findes nede i min portemonnaie. Helt klart ikke nogen bæredygtig økonomisk model
  9. At eksistere er nemlig ikke nødvendigvis en egenskab ved en ting
  10. Teologerne har også måtte forholde sig til argumenterne for en etik uden Gud og den sønderlemmende kritik af gudsbeviser
  11. Kant syntes, at moralens bud er bedst, fordi det er mest logisk
  12. grund af netop dette arguments overvældende gennemslagskraft er Immanuel Kant af mellemtiden blev kendt som logikkens fader
  13. "Handl kun efter den grundregel, som du samtidig kunne ønske blev en almengyldig lov"
  14. da mennesket kun kan opfatte verden på én bestemt måde, så ser det ikke virkeligheden, sådan som den er i sig selv. På den måde bliver det umuligt for mennesket at erkende alt
  15. (dansk: tingen i sig selv)
Personlige værktøjer