James Garfield

Fra Spademanns Leksikon, den både frie og sande virkelighed

Skift til: Navigation, søg
Seal USA.png
Garfield.jpg

Selv om Garfield var gammel general, havde han noget sødt og troskyldigt over sig. Da man aldrig rigtig fandt ud af, hvor projektilet ramte præsidentens ryg, nøjes vi med at indikere, hvor ryggen er (set forfra).

James Abram Garfield fødtes den 19. november 1831 i Ohio og holdt sig i live sådan nogenlunde lige til den 19. september 1881. Han var USA's 20. præsident i dele af det Herrens år 1881 og døde på posten. Garfield var republikaner og havde derfor hang til langt skæg og frækt undertøj.

[redigér] Ungdom

James Garfield havde da virkelig ikke nogen ungdom. Det var tiderne alt for fattige til. Man manglede alt. Alt! Der var intet. De unge mænd måtte gifte sig med sig selv, for der var ingen kvinder. Hans far, der således var selvgift, fik sønnen pr. postordre fra Daells Varehus.

Drengen voksede op i en tarveligt hytte i Ohio - noget sammenbiks af udgåede birketræer og brugte madam blå-kaffekander. Uden vand. Uden lokum. Uden døre. Uden en mor. Uden øl, og langt fra - nåhr, naj.

Han klarede sig godt i skolen, det drejede sig nemlig kun om et par timer om måneden, og han fik datidens højeste karakter: 03[1].

Han hutlede sig igennem datidens gymnasie, det vi i dag nærmest vil kalde børnehaveklassen, og endte i 1857 som prædikant hos den kristne fraktion Franklin Cirle's Selvfede Overluksuskristendomssekt, der dog smed ham ud for uterlighed, efter han havde klappet en puddelhund offentligt. Og dette var ikke den eneste gang, Garfield afslørede uterlige tilbøjeligheder: Han havde en beskidt affære med Lucia Calhoun[2], selv om han var gift til anden side og så småt havde syv børn, navngivet 1, 2, 3, 4, 5, 6, og 8.

Efter at have forsøgt sig med undervisning i de klassiske sprog, dansk og hawaiiansk, måtte Garfield sande, at hans evner hverken rakte til prædikant eller skolelærer. Så var der ikke at andet gøre end at læse jura, så han kunne forsvare USA's fineste forbrydere. Han kunne tjene lidt til studierne ved at arbejde statssenator ved siden af.

[redigér] Og så kom borgerkrigen!

Endelig kunne Garfield slappe lidt af! Ikke mere hårdt fysisk arbejde til ham, nej, som den halvstuderede røver han var, var han officersmateriale fra dag nummer et. Bare ind til skrivebordet og skubbe rundt med soldaterne som brikker på et landkort og ryge en god cigar ved siden af. Krigshalløjet tærede da heller ikke mere på ham, end at han sideløbende kunne sygemelde sig og stille op til kongresvalget.

[redigér] Politiker

Og den 5. december 1863 måtte Garfield træde sidelæns ud af hæren - øv da osse! - for at indtage sin plads i kongressen.

Garfield er bemærkelsesværdigt nok kendt for at have fundet et nyt bevis for den pytagoræiske læresætning i 1876, mens han deltog i et møde i Repræsentanternes hus og alligevel sad og kedede sig[3].

I 1880 blev han valgt til både senator og præsident på samme dag.. Så Garfield måtte vælge: En plads i senatet eller en plads i Det Hvide Hus? Af en eller anden grund valgte han Det Hvide Hus.

Og det blev så starten på en glorværdig præsidentkarriere, der skulle strække sig over flere måneder, begyndende på indsættelsesdagen den 4. marts 1881.

[redigér] Indsættelsen

I sin indsættelsestale lovede den nyvalgte præsident,

  • at landbruget skulle have lov at bruge pesticider og at ingen endnu havde taget skade af lidt overfladebehandling,
  • at negrene skulle have et lille katteøje på, så man ikke så nemt kom til at køre dem ned i mørke og
  • at kvinde-bevægelsen igennem bedre uddannelse skulle lære at forstå deres rette plads i hjemmet.

Alt i alt en strålende tale, der affødte fortjente, men spredte klapsalver.

Festmusikken til indsættelsesballet blev leveret af selveste John Philip Sousa, der vel nærmest svarer til amerikanernes Carl Nielsen. Så det gik ikke stille af - orkesteret spillede så vildt, at den nye udenrigsminister kom til at spilde sin cocktail ned i skødet på den kinesiske ambassadørs unge datter, Tah Minh Dyd, der svarede igen ved at kaste en islagkage i sylten på forsvarsministeren, der stod og lænede sig op ad en røvfuld. For hele den nye regering endte festnatten således i detentionen.

Guiteau.jpg

Charles Guiteau fotograferet i netop det øjeblik hvor det gik op for ham, at et præsidentmord ikke ville gøre ham til fransk ambassadør. Men for sent, ak, for sent.

[redigér] Udnævnelser og mangel på samme

Men det var jo ikke skæg og ballade altsammen. En ny præsidents pligter går ikke mindst ud på at udnævne personer til små og store embeder. Nogle får gengældt en tjeneste fra valgkampen, andre er tro partisoldater og atter andre har en klemme på én. De skal alle huskes. Så er der også dem, som man ikke skylder en skid og glider let og behændigt udenom. Det er den farlige slags. Som nu fx. Charles Guiteau.

[redigér] Morderen!

Charles Guiteau havde den fikse ide, at han skulle være Garfield-regeringens ambassadør i Frankrig. Han havde store drømme om at berige frøæderne med sit lune og charmerende væsen, så hele verden ville falde sig selv om halsen i fred og fordragelighed og kysse hinanden på fransk.

Men ak, Garfield sagde nej, da han mente at Charles Guiteau ikke ville blive tolereret i det franske med sådan et spøjst efternavn.

Guiteau besluttede sig for at tage en sidste, alvorlig samtale med præsidenten sådan ansigt til .. ryg. Det skete på en obskur jernbanestation den 2. juli 1881 i Washington, der til gengæld blev revet ned i 1908[4]. Guiteau indledte samtalen ved at skyde Garfield i armen. Sjovt nok fik dette eksempel på at vække tilhørernes interesse ikke præsidenten til at genoverveje Guiteaus kvalifikationer. Et skud mere lige i rygraden burde gøre det! Men nej, præsidenten sagde bare av og lagde sig ned.

30px-Cquote1 svg.png Av! 30px-Cquote2 svg.png
James Abrahm Garfield


Guiteau blev straks omringet af de vakse betjente, der hurtigt havde smidt deres franske kartofler og pornoblade, da de hørte skuddene. Guiteau tilstod på stedet, for han var en ærlig mand, der sagde tingene som de var:

30px-Cquote1 svg.png Ja, jeg gjorde det! JEG GJORDE DET! Endelig kan vi få en vamset fyr med overskæg som præsident, i stedet for en, der hedder det samme som en orange kat! 30px-Cquote2 svg.png
Charles Guiteau
Garfield2.jpg

Videnskaben havde store diskussioner ved præsidentens dødsleje. Her er der lidt uenighed om indretningen.

[redigér] Videnskaben tager over

Præsidenten var ikke hårdere såret, end at en fjernelse af kuglen og lidt hygiejne kunne have reddet ham. Men desværre tog lægevidenskaben over. I første omgang lykkedes det at fjerne den kugle, der havde sat sig i præsidentens jakkeærme. Men kugle nummer 2, det var straks værre. Igen og igen undergik præsidenten såkaldte operationer, uden at intelligentsiaen kunne finde hverken rygrad eller kugle.

Heldigvis fik de hjælp af telefonens opfinder Alexander Graham Bell, der opfandt en metaldetektor til lejligheden. De kloge læger placerede præsidenten i en stålseng med jernfjedre og satte deres lid til metaldetektoren. Den gav mærkeligt nok udslag alle vegne. Selv uden for præsidentens krop. Den stakkels mand blev åbnet op og lukket i flere gange end Anders Lund Madsens mund i Det nye Talkshow, men kuglen forblev inde i det aller-aller-inderste.

Længe udholdt præsidenten lægernes behandling. Men til sidst kunne han ikke mere. Tre måneder på sygelejet i Washingtons hedebølge omgivet af hundehoveder og hængerøve var alt hvad han kunne tage. Den 19. september døde han af en overdosis rene håndklæder, som hans kone havde smuglet ind til sygelejet.

[redigér] Hvad blev der så af Charles Guiteau?

Til sin store overraskelse måtte Guiteau sande, at den nye præsident heller ikke vil sende ham til Frankrig, ikke engang til guillotinen. Så han måtte nøjes med at blive lynchet the american way.

[redigér] Hov! Hvad med katten?

Den har ikke en skid med præsidenten at gøre. Han var allergisk.

[redigér] De mindre træffende bemærkninger

  1. Der var simpelthen ikke råd til mere. Først senere udvidedes skalaen med et 5-tal. Men det var først langt, langt senere, da man rigtig fik råd til at rutte med papir og blæk, at man kunne tillade sig at gå over til 13-skalaen. Senere igen, under vor nuværende finanskrise og skriven-af fra internettet, måtte vi skære ned til en 12-skala.
  2. Man kunne høre den senere præsident skrige Saaaaaaaaanta Lucia! flere blokke væk, når slaget var på sit højeste.
  3. Hvis Facebook havde været opfundet, havde han i stedet oploadet en sentimental jpg om sin gamle mor og ingen havde været en skid klogere.
  4. Altså jernbanestationen, ikke byen.
Tjim-didi-dim-dididididi-da-daaa!HAIL TO THE CHIEF! Tjim-didi-dim-dididididi-da-daaa!
George Washington · John Adams · Thomas Jefferson · James Madison · James Monroe · John Quincy Adams · Andrew Jackson · Martin Van Buren · William Henry Harrison · John Tyler · James K. Polk · Zachary Taylor · Millard Fillmore · Franklin Pierce · James Buchanan · Abraham Lincoln · Andrew Johnson · U.S. Grant · Rutherford B. Hayes · James Garfield · Chester Arthur · Grover Cleveland · Benjamin Harrison · Grover Cleveland · William McKinley · Theodore Roosevelt · William H. Taft · Woodrow Wilson · Warren Harding · Calvin Coolidge · Herbert Hoover · Franklin D. Roosevelt · Harry S. Truman · Dwight D. Eisenhower · John F. Kennedy · Lyndon B. Johnson · Richard Nixon · Gerald Ford · Jimmy Carter · Ronald Reagan · George H. W. Bush · Bill Clinton · George W. Bush · Barack Obama · Donald Trump
Personlige værktøjer
Andre sprog