Hilmar Baunsgaard

Fra Spademanns Leksikon, den både frie og sande virkelighed

Skift til: Navigation, søg
Hilmar Baunsgaard

Her peger Hilmar Baunsgaard og Poul Hartling fingre af Anker Jørgensen, fordi han ikke kunne nøjes med at være statsminister i én periode, ligesom dem.

Hilmar Tormod Ingolf Baunsgaard (26. februar 1920 i Slagelse2. juli 1989) var Danmarks statsminister fra 2. februar 1968 til 11. oktober 1971, hvor han vågnede op i detentionen i Aalborg.

Han var bror til politikeren Egone Baunsgaard og gift med Bernhard Baunsgaard, den kendte Radikale ordfører for handel, vandel og svandel. Børn fik han ingen af, kun to, men det er ikke noget vi taler om. Tys, tys! Det skulle nødig hedde sig...

[redigér] Opvækst

Som alle andre drenge, der hedder Hilmar Tormod Ingolf, voksede Hilmar op i et kærlighedsløst hjem, hvor han bestandig fik bank af moderen, faderen, hunden, broderen, naboens datter, naboens søn og - af og til, men mest til jul - fik han tilsendt en røvfuld fra sin rige onkel i Amerika. Med luftpost.

For at slippe væk fra det hele tog Hilmar en handelsuddannelse med den klare intention, at han ville arbejde "i det private", som man siger.

Alligevel gik han ind i partiet Det Radikale Venstre, der straks indså, at den unge Tormod Ingolf havde politiske talenter ud over den ordinære. Allerede fra 1948 var den unge Baunsgaard derfor en del af partiledelsen og formand for Radigal Ungdom, der holdt nogle genoldige fester med bare damer og masser af bajere, mens man diskuterede efterlønnens indskaffelse.

I 1957 blev han indvalgt til Folketinget, som ligger i København og tror de skal bestemme alt. Her sad han på sin helt egen personlige stol og sagde hmmmm og skød bussemænd i nakken på Per Hækkerup, der sad to rækker længere fremme og røg cigar og drak slurke af sin bajer under bordet.

[redigér] Tormod Ingolf, minister

Statsminister Viggo Kampmann udnævnte i 1961 den unge Baunsgaard til handelsminister, da han opdagede, at manden havde en handelsskoleeksamen fra Ølby Mejeri- og Handelsskole ApS. Det skulle han imidlertid aldrig have gjort. Baunsgaard indførte omsen, som var en forløber til momsen, den kendte og elskede afgift, som især folk, der er nødt til at være ærlige, betaler som en fattig tak for alle de velfærdsgoder, som mor Danmark tilbyder os og tilrejsende kriminelle.

Da Jens Otto Krag afløste statsminister Kampmann, startede en ny slåskamp: Hr. Krag forlangte prisstop, mens hr. Baunsgaard forlangte prishop. Gæt hvem der vandt.

Ved folketingsvalget i 1968 fordoblede Hilmar Baunsgaard - ene mand - Det Radikale Venstres mandattal, og undgik kun med nød og næppe at blive buret inde for valgsvindel. Onde tunger påstår, at det var fordi hr. Baunsgaard havde "tv-tække", men da ingen af os gennemsnitsdanskere havde råd til et fjernsyn i 1968[1], må det siges at være sagen uvedkommende.

Hilmar

Fig. 2. Efter en pinlig episode hvor bollerne hang forneden, lærte statsministeren at tage underbukser på, når han skulle drikke bajere, selv om det forlængede tisningen med 24 sekunder.

Hr. Baunsgaard foreslog ubeskedent, at han fik statsministerposten, nu hvor de Radikale havde 4 sæder i Folketinget. Den gik Venstre og Konservative med på, hvis hr. Baunsgaard til gengæld ville love at have underbukser på, når han i fremtiden lod sig fotografere i shorts. (Fig. 2).

Det varede dog ikke længe, før hr. Baunsgaard måtte stille bajerne på venteposition. Et såkaldt "ungdomsoprør" bredte sig i hele den vestlige verden og overalt lugtede der af brændende bh'er. Da skattetrykket siden steg til nye højder[2], brasede regeringen sammen i 1971.

Nu tog Jens Otto Krag og siden Anker Jørgensen over på statsministerposten med en sådan flair og eminence, at hr. Baunsgaard aldrig siden skulle finde tilbage til ministertaburetten.

I 1977 forlod han Folketinget for at blive formand for Politikens bestyrelse. I 1989 døde han midt en den bedste sendetid, hvor vi egentlig hellere ville se Lykkehjulet med ham dersens Michael Meyerheim end at høre om sådan et kedeligt dødsfald.

[redigér] Randbemærkninger

  1. Medmindre lillefar kunne lokke lillemor til at tjene lidt ekstra ved siden af på flisen, helst et sted, hvor ingen kender os.
  2. Som vi ville anse for at være lave i dag. Ak, ja.
Efterfulgte:
Jens Otto Krag
Danmarks statsminister
1968
Efterfulgtes af:
Jens Otto Krag
Personlige værktøjer