Herbert Hoover

Fra Spademanns Leksikon, den både frie og sande virkelighed

Skift til: Navigation, søg
Seal USA
Pindemadder

Herbert fik som den første amerikanske præsident telefon installeret. Straks begyndte han sit telefonsalg af lækre, hjemmelavede pindemadder.


30px-Cquote1 svg I seks år har den mand uopfordret givet mig råd — alle sammen dårlige 30px-Cquote2 svg
Calvin Coolidge

Herbert Clark Hoover[1], ingeniør, bureaukrat og præsident, var søn af en kvæker. Ja, en kvæker. Han blev født i Iowa i 1874, men voksede op i det vilde Oregon, kun omgivet af kvækere og brunstige gråbjørne.

[redigér] Hvordan bliver man kvæker?

Man retter skriftlig henvendelse til en kendt kvæker og anmoder om optagelse i kvækerforeningen. Ligesom Island søger optagelse i EU, bare anderledes. Så gennemgår man nogle hemmelige ritualer og sværger at forsage djævelen, for satan da og så er man med i klubben.

[redigér] Hvad skete der så?

Så blev Herbert ingeniør fra det kendte Stanford University - der var totalt ukendt dengang, det var nemlig lige åbnet - med speciale i sure miner. En såkaldt mineingeniør.

[redigér] Orv, hvor er det bare spændende det her!

Så hold på hat og briller!

Det kommer til at vælte med saftige detaljer i dette afsnit! Herbert blev gift med et tøsebarn, som han havde maltrakteret og voldtaget på universitetet, så der var ingen vej udenom. Hun hed Henry, hed hun. Lou Henry, en lillesøster til Sir[2]. De tog så til Kina og deltog i bokseropstanden, hvor fru Henry lappede boksere sammen i hospitalstelte, mens Herbert byggede sure miner. Det var her, vor Herbert blev en sand folkehelt, da han reddede 48 kineserbørn fra den sikre bokserdød ved at smide dem ned i en 140 m dyb mineskakt.

[redigér] Sult, nød og elendighed

Under første verdenskrig beviste Herbert sin indstilling som en sand humanist, da han hjalp en flok strandede turister hjem til Amerika - fra London af[3]. Straks derefter rejste Herbert til Belgien, som de skide tyskere havde besat, og hjalp dem med at få noget at spise. Mod en beskeden sum, forstås.

USA's præsident, Woodrow Wilson, så fra sidelinjen hvor god vores Herbert var til at lave mad til belgierne, og hentede ham hjem til Amerika, hvor han blev en slags fødevareminister med speciale i pindemadder. Og det klarede Herbert rigtig godt. Amerika undgik fødevarerationering under hele krigen. Takket være Herbert. Kvækerherbert.

Efter krigen sultede store dele af Europa. Alle opskrifter var gået tabt i skyttegravskrigen og lå nu i fragmenterede stumper mellem afskudte lemmer og hjelme uden hoved. Marker og enge, køer og grise, kartofler og radiser - alt var skudt i smadder[4]. Men så kom Herbert. Kvækerherbert. Han lavede pindemadder til hele Europa. Det regnede han ikke for noget.

Selv Rusland - det bolsjevikiske, fascistiske kvækerhader-land - fik hjælp af Kvækerherbert. Da en god gammeldags højreorienteret, småfascistoid reporter spurgte Herbert, hvorfor han hjalp de skide bolsjevikker, svarede han:

"Tyve millioner mennesker sulter! Uanset hvilke politik de fører, så skal de fodres. Jeg har stået og anrettet pindemadder hele formiddagen og de skal bare IKKE gå til spilde!"

~ Herbert om sultne russere

[redigér] Handelsminister Herbert

American way

Køen til Herberts pindemadder.

For at undgå flere pindemadder udnævnte præsident Harding[5] i 1921 Herbert til Handelsminister. Det gik så fint med det, at Hardings[6] efterfølger Coolidge beholdt ham på posten[7].

I 1928 blev Herbert selv præsidentkvækerkandidat for republikanerne. Under valgkampen sagde han disse berømte ord:

30px-Cquote1 svg Vi amerikanere nærmer os den endelige triumf over fattigdommen! 30px-Cquote2 svg
Kvækerherbert i drømmeland


Det svarer nogenlunde til at sige "nu kan det sgu ikke blive værre" efter at have fået en sten i skoen - og så blive kørt over af en bus fuld af levende grise.

[redigér] Præsident Kvækerherbert

Herbert vandt præsidentvalget stort. Men ak og ve.

Dårligt nok havde han sat sig i det ovale kvækerværelse, før de nervøse kællinger på Wall Street trak gulvtæppet væk under nationens økonomi.

Hoover-depressionen

Selv om Herbert lavede pindemadder så hurtigt som han kunne, var der kun nok til hver anden i folkekøkkenerne. Resten fik fortyndet vand.

Ruinerede børsspekulanter sprang ud af vinduerne fra de højhuse, som New York havde bygget til lejligheden[8]. Folk hævede alle deres penge i banken på een gang. Finansimperier sank i grus. Store og små virksomheder lukkede. Pindemadsaktierne sank til nye dybder. Kvækerne måtte gå fra forgyldt tryk i deres bibler til sølvtryk. Folkekøkkenerne måtte tynde vandgrøden op med mere vand, for at kunne spise alle de arbejds- og boligløse af. Selv vandværkerne var nødt til at fortynde vandet.

Kvækerherbert måtte gribe ind. Og det gjorde han. Han satte skatten på lønninger ned. Så hvis man havde haft et arbejde, var man sluppet billigere i skat. øj, hvor dejligt! (Og så kostede det i grunden ikke statskassen noget).

Nu[9] slog krisen igennem i Europa og sendte nedtursdønninger tilbage til Amerika i form af nul import/eksport. Herbert reagerede ved at kalde amerikanerne for nogle smånossede skvat, der ikke kunne tåle en skid og mindede dem om skattenedsættelsen, så der var ikke noget at komme efter.

Alligevel var Herbert så blød indeni[10], at han fik vedtaget en række love og forordninger, der skulle redde landmændene fra at gå konkurs, reformere bankerne, sikre penge til suppekøkkenerne og øge antallet af offentlige arbejder, hvis nogen af de slappe amerikanere ellers skulle få den tanke at ville bestille noget.

Herbert opmuntrede den amerikanske befolkning med kommentarer som

30px-Cquote1 svg ja, det må være hårdt at sulte og fryse. Kan I ikke tage en ekstra papkasse på? 30px-Cquote2 svg
Rige Herbert


- men dette og andre gode råd gik hen over hovedet på vælgerne.

Vælgerne siger du?

Ja! For der var der præsidentvalg igen i 1932. Så nu var amerikanerne ikke længere en flok fisne tabere, men ærede vælgere. Men det opdagede Kvækerherbert lidt for sent. Og så tabte han så stort til Franklin D. Roosevelt (der hverken kunne gå eller stå og var gift men sin halvkusine, den lumre karl), at han kurede på røv og albuer ud af Det Hvide Hus og hjem til herregården.

Heldigvis begyndte Herberts reformpolitik snart derefter at virke, så Roosevelt kunne tage æren for det hele og blive genvalgt fire gange.

[redigér] Udstødte Herbert

Kvækerherberts gode navn og rygte var ødelagt. Han, der havde gjort så meget for så mange kvækere, sad tilbage med hele skylden for depressionen. Udstødt. En paria. Den ene ud af ti, der ikke bruger Rexona.

40pxKlumme
13
Herbert Hoover havde en panisk angst for tallet 13. Seniorpsykolog ved Snohøj Dampbad, Alice Ditte Bruskmejer, udtaler i den forbindelse: "Hvem fanden er Hoover?" Efter en kort forklaring, sætter hun ord på præsidentens fobi: "13 ... Det er nok i den alder, præsidenten har fået hår på bollerne og naboens jævnaldrende datter har fået patter. Det kan skræmme livet ud af enhver sexualforskrækket kvæker."

Herbert og Henry blev ikke engang inviteret med til de fine hyklerfester, som politikere, der havde snoet sig udenom ansvaret, afholdt, da krigsindustrien fik landet på fode igen. De fik heller ingen julekort fra den nye regering. Eller fødselsdagskort. De hørte heller ikke et ord fra Rusland, som ellers havde fået så mange pindemadder i sin tid.

De blev kun inviteret med, når der ellers ville være 13 til bords.

Herbert forsøgte at kritisere Roosevelt og hans politik fra en ølkasse foran Det Hvide Hus, men opgav, da en ældre dame pruttede ham i ansigtet og bad ham fise af.

Først i 1947 fik Kvækerherbert igen noget at lave. Præsident Truman gjorde ham til formand for en kommission, der skulle reformere antallet af statskommissioner, der nærmest var skudt op som paddekvækerehatte. Her sad han og smålumrede til helt ind i 1950'erne, selv om hans hjerte stadig bankede for kvækerpindemadderne.

Herbert skrev mange artikler og bøger, men naturligvis ikke noget der blev udgivet, for der var ingen der gad læse noget, som sådan en taber havde skrevet.

For at ride med på bølgen af statsbegravelser[11], døde Herbert i 1964. Men denne statsbegravelse blev en katastrofe; Han blev kun fulgt til graven af en kvækerpræst og en kvækergraver. Selv hans puddelhund blev væk af frygt for mobning[12]. Hustruen Henry blev også væk fra begravelsen. Men hun var selvfølgelig også død 20 år i forvejen. Sikkert af skam. Men alligevel...

[redigér] De små kvæk

  1. Som ikke har nogen som helst forbindelse til støvsugeragenten John Edgar Hoover.
  2. Som ikke var nogen gentleman
  3. Han stjal deres kufferter i lufthavnen og løb op i flyet. De strandede turister løb med, og snart efter var på vej hjem, dog uden toldfri varer, hvilket de bebrejdede Herbert på hele turen.
  4. Og træerne var blevet til pindebrænde
  5. "Harding? Var det ikke lige Wilson han hed?" jo, men de dersens præsidenter sidder jo ikke særlig længe vel?
  6. Nej, ikke Hartling, han kom til EU
  7. Uvanen med pindemadderne hang dog ved - der var tit lys på Herberts kontor til langt ud på natten, når han sad og anrettede fadene.
  8. Det var selvfølgelig ikke så galt for dem, der havde købt en stuelejlighed, men fra 20. etage og opefter var det det, man i dag kalder en udfordring.
  9. Hvis man kan kalde 1931 for nu. Man kunne også skrive kvæker da.
  10. Det er alle kvækere - bløde indeni og hårde uden på.
  11. John F. Kennedy, general MacArthur og ham den lange fra Rolling Stones.
  12. Kvækere er normalt søde og rare, men de har det med at mobbe små puddelhunde.
Seal USAHAIL TO THE CHIEF! Tjim-didi-dim-dididididi-da-daaa!
George Washington · John Adams · Thomas Jefferson · James Madison · James Monroe · John Quincy Adams · Andrew Jackson · Martin Van Buren · William Henry Harrison · John Tyler · James K. Polk · Zachary Taylor · Millard Fillmore · Franklin Pierce · James Buchanan · Abraham Lincoln · Andrew Johnson · U.S. Grant · Rutherford B. Hayes · James Garfield · Chester Arthur · Grover Cleveland · Benjamin Harrison · Grover Cleveland · William McKinley · Theodore Roosevelt · William H. Taft · Woodrow Wilson · Warren Harding · Calvin Coolidge · Herbert Hoover · Franklin D. Roosevelt · Harry S. Truman · Dwight D. Eisenhower · John F. Kennedy · Lyndon B. Johnson · Richard Nixon · Gerald Ford · Jimmy Carter · Ronald Reagan · George H. W. Bush · Bill Clinton · George W. Bush · Barack Obama
Personlige værktøjer