FANDOM


Devil George

George Michael, Regnbuens Dæmoniske Prins i den europæiske popmusik.

A.K.A. Georg Michael
Georgios Kyriacos Panayiotou
Georgeus Kraving Penisforyou
Ham den anden fra Wham!

George Michael (født: 1963 - død: Last Christmas) var på godt og ondt en af de største indenfor poppens verden. Han skiftede stil næsten ligeså meget som Madonna, røg ligeså meget græs som Bob Marley, smadrede flere biler end Kronprins Frederik og en Crash Test Dummy tilsammen, og brugte mere hårspray end Milan Fashion Week. Han var især kendt for sine hoftevrid, og med sin meget ligefremme måde at udtale sig på i pressen var mr. Michael en storspiller på musikscenen.

Ridgeley-perioden redigér

De første år af den unge Georgs liv var ret kedelige. Han var en småfed taber, der ikke havde sociale evner til at få sig ud af en papirspose. I disse første år vandt han prisen for "Mest effektive mobbeoffer" 3 år i træk.

Men så skete der noget. Han skiftede skole, og løb ind i skolens populære dreng, Andrew Ridgeley. Ridgeley var en ambitiøs ung mand, der så muligheden for at blive berømt og kendt i at bruge den lidt kedelige George som sidekick.

Wham

George og Ham den Anden fra Wham!. Bemærk George's ansigtsudtryk der skyldes at Ridgeley hænger med bunden i vejret fra et træ.

De dannede Wham! i 1981, og i starten så det ganske godt ud for Ridgeleys drømme om at blive den største i europæisk popmusik, og på længere sigt slå alle fra Limahl til Modern Talking. Men endu engang forpurrede naturen en velanlagt plan. George blev mere og mere hunky for hver dag der gik, og overskyggede tilsidst Ridgeley fuldstændigt.

Mens Ridgeley sank i glemsel for alverdens tøsebørn og vistnok endte som revisor eller et eller andet lignende kedeligt skød Georg Michael mod stjernerne. Han medvirkede i Live Aid, Band Aid og var med i en (ikke udgivet)kampagne for Kool Aid (En støttebevægelse for Kool and the Gang forklædt som læskedrik), inden han lancerede sin solokarriere med sangen Careless Whisper der den dag idag er en sikker scoresang til halballer og gymnasiefester overalt i verden. Hans hår var mere bølget end nogensinde, og han fik kropsvæskerne i sving hos alverdens ungmøer. Alt virkede godt på overfladen. Men var det nu også det?

Helt og aldeles hetero... Eller hvad? redigér

For der var naturligvis hager ved at være grækerkendis i England og Europa. Folk begyndte at snakke. Og med folk menes folk som ham fyren fra 8. klasse der kørte knallert og smuglede Fernet Branca med til Lindas fest, og endte med at smadre Lindas vase fordi hun ikke ville snave med ham på grund af hans Flock of Seagulls-hår. Altså alle dem der ikke var Limahl-fab. De begyndte at antyde at George var bagbordsindianer fordi han trænede biceps frem for bodegamusklen.

Georgmik

Så hvad gjorde George? han svarede igen med hvad han så som en ultra-hetero respons med albummet "Faith" hvis tekstunivers involverede at ville have sex med folk og at være forvirret over hvorvidt ens kæreste elsker sin abe eller én selv. Den sidstnævnte single var ikke den største succes i Danmark da den gav mange folk de forkerte konnotationer. På den visuelle front hjalp det dog ikke helt, og offentligheden blev mere og mere forvirret.

George ville gerne tages seriøst, og følte at hans pladeselskab kørte ham fuldkommen ned. Så han besluttede sig for at lave et nyt album der oversat til dansk ville hedde "Tag mig så seriøst for pokker og lyt til hvad jeg siger i mine sange!". Dette album gav ham et tiltrængt megahit med en undskyldning for at bruge en masse modeller i videoen for at cementere hvor straight han var en gang for alle. Men rygterne fortsatte, med det resultat at han ikke udgav et album i 5 år.

Comeback redigér

I mellemtiden kom han mere eller mindre ud af skabet, og hans næste album fra 1995 var dedikeret til en mandlig kæreste der vistnok havde gjort ligesom Freddie Mercury. Hans look var endu engang ændret, denne gang til et mere metroseksuelt et af slagsen. Efterhånden som det nye årtusinde og dermed potentiel dommedag rykkede nærmere, begyndte han at være mere afslappet. i 1998 blev han arresteret for at tilbyde en politimand en tur i hans kano, hvilket inspirerede ham til at sende et greatest hits album på gaden der blev en ganske god succes. Derefter skruede han op for turneerne, ned for albummene og begyndte at planlægge sit kunstnerotium. Ved at tage på Månefiskeren incognito.

Legaliser! Legaliser! redigér

Efter udgivelsen af to albums (et regulært og et jubilæums) begyndte han at fokusere på den sidste del af "rock'n'roll-treenigheden", nemlig stofferne. Det nåede til et punkt hvor han efter eget udsagn "skar ned" til kun at ryge 7-8 joints om dagen istedet for de ca. 25 han normalt røg. I en periode flirtede han med en tæppearving, samlede på kunst, knaldede i Hyde Park og gav fingeren til pressen. For den brede offentlighed virkede det til, at han havde nået hans mål: At være verdens mest berømte bagbordsindianer der stadig evnede at få tøsebørnene til at hvine. Alt det David Owe aldrig kunne, og David Bowie var lidt for god til.

"The final curtain" redigér

Men i 2011 skete der en uventet drejning. George havde tydeligvis sadlet om, og ville nu være det 21. århundredes svar på Frank Sinatra. Han søsatte den såkaldte Symphonica-tour, hvor han rejste rundt i verden og sang jazz- og popklassikere i en ny symfonisk fortolkning. Turneen blev dog afbrudt i november samme år, da han blev alvorligt syg (onde tunger påstod at det var den samme lungebetændelse der dræbte Freddie Mercury i sin tid).

Men satsningen havde virket, og George satte sig for at gøre hvad enhver crooner-stjerne ville gøre - han påbegyndte et projekt der skulle munde ud i en biopic om ham selv. Desværre skete det der - især for George - ikke måtte ske, før projektet for alvor fik luft under vingerne. Julemorgen 2016 blev Georg Michael fundet død i sin seng, tilsyneladende af hjertesvigt.