Erik Ejegod

Fra Spademanns Leksikon, den både frie og sande virkelighed

Skift til: Navigation, søg
DanskRigs
Ejegod

Selv nåede kong Erik lige at få opført en tilhugget sten, som forestillede ham selv bag Slangerup Bibliotek inden man kun kunne få ham som relikvie

Erik Ejegod 1055-1103, er den fjerde af Svend Estridsens sønner, som vælges til konge i Danmark.

Sjovt nok er han den populæreste af de fem, måske fordi han var kristen og opholdt sig meget udenlands, som vor nuværende statsleder jo også gør.

Erik fik oprettet et ærkebispesæde i Lund (som nu ligger i Sverige - det rene tyveri), hvilket man havde arbejdet på i små 50 år og fik også helgenkåret sin broder Knud, sådan at danskerne fik nogle lokale knogler at tilbede, og ikke skulle fise hele vejen til Rom og se Skt. Pauluses hellige knogler.

Hvad ved vi egentlig om Erik?

[redigér] Erik i Skt. Alban-kirke

Da brormand Knud blev indfanget i Skt. Alban kirke i Odense, var Erik med ham. Og Benedikt, som var en anden bror. Og 12 livvagter. De er alle døde. Nu, altså, Erik overlevede, idet han udgav sig for at være et Jehovas vidne, hvilket fik folk til at gå langt uden om ham, så han kunne smutte ud af kirken nærmest ubemærket.[1]

Indtil i dag har det været en statshemmelighed, hvor Erik opholdt sig i tiden derefter. Men kirken var jo på Knud's side og bebrejdede bestandigt de jyske jyder, hvad det var for noget skidt de havde gjort ved kongen. Og her kan vi så sprænge bomben:

Fra Knud den Helliges død indtil han selv kunne bestige tronen gemte Erik Ejegod sig i det nye operahus i København!

Lede, uintelligente, forsmåede og fordrejede kritikere har indvendt, at operahuset slet ikke var bygget dengang. Til det har vi kun eeeeeeeen ting at sige:

30px-Cquote1 svg Tøh! 30px-Cquote2 svg
Den statspasteuriserede videnskab

Der er ingen grund til at imødegå den ukyndige lægmandsskare, som sikkert er vokset op med for mange bajere og hash, med fakta, vi fejer dem bare af med et "tø!" og snuden lige i vejret. Snif, snif, er der mon lidt foragt i luften i aften?

[redigér] Kong Erik gi'r smæk

Dengang blev kongerne valgt, det var slet ikke sikkert, at man på grund af sin gode opdragelse og fine stamtavle kunne blive konge. Næææh nej, og brormand Oluf blev da også konge før ham, men det gik ikke så godt, for Oluf måtte tage hele skraldet efter bror Knuds misregimente.

Nu var det imidlertid ved at gå meget bedre, så kong Erik blev hurtigt populær: Storken ankom planmæssigt til Ribe, togforsinkelser havde man aldrig hørt om, og behandlingen på landets hospitaler var fuldt på højde med den, vi kender i dag[2]. Så Erik kunne koncentrere begge sine kræfter imod germanerne, der - sikkert den 9. april - forsøgte at invadere Dannevirke, de prutfise. Fra de østeuropæiske lande forsøgte venderne at komme til fadet, men de fik også smæk, så naglerne sprak i rustningen.

[redigér] Den kristne kong Erik

Lige siden farmand Svends tid havde de kristelige danskere forsøgt at få sin egen ærkebiskop. Vi ville ikke have det fede svin, der sad og sulede sig nede i Hamburg. Og under kong Erik lykkedes det! Ja! Vi fik en ærkebisp i Lund, der hed Asser, som var meeeeeget kristen og mod et symbolsk beløb og en 30-40 jomfruer helgenkårede kong Knud, sådan at alt hans lort blev bortforklaret med, at "Herrens veje er uransagelige".

Alle var i øvrigt meget kristne dengang, hvilket pudsigt nok gav sig udslag i, at man vendte den anden kind til budet om at vende den anden kind til. Så der var smæk over hele linien.

[redigér] Kong Erik, det hellige land og den evige hvile

ErikEjegodGade

Selv om den noble herre th. godt kunne være en slægtning til Erik Ejegod, er han vist kun lidt historieinteressseret. Her er han på Cypern for at sikre sig at man har stavet rigtigt til Erik Ejegod

Ligesom muhamedaneserne i dag valfarter til Mekka, valfartede de kristne dengang til Jerusalem, så de på god kristen vis kunne slå en masse vantro ihjel undervejs og ellers se hvad de kunne rage til sig[3]. Så Erik sadlede krikken og drog med sit følge mod det hellige Jerusalem, og gjorde undervejs stop i Rusland, Tyrkiet og på Cypern, hvor man jo kan sole sig så dejligt og købe billig sprut - Holy Spirit, som det kaldtes.

Men ak. Længere end til Cypern kom Erik ikke. Nej. Her døde han af noget sygdom, og det hjalp ham ikke engang, at han havde sendt 1,6 tons splinter fra Jesu kors og 29 kg splinter fra den hellige Skt. Nikolajs venstre lårben hjem til Slangerup med S-toget[4].

Ak, ak.

Hans elskede hustru, der hed Bodil, fortsatte til Jerusalem, hvor hun døde på Oliebjerget, hvor Jesus jo havde gjort sig lystig over den tids religiøse hyklere, farisæerne.

Så det var den konge. Hvor ligger han begravet? Hvad døde han af? Hvad kostede en bajer dengang? Barberede man sig mellem benene dengang?

Vi ved det ikke.

Men hvad... Kongerækken går videre.

[redigér] Noter

  1. Alle de jydske og fynske bønder, der blodtørstigt angreb kongen, stod og gloede op i luften og fløjtede "drømte mig en drøm inat", da Erik Ejegod smilende gik forbi dem med "Vagttårnet".
  2. Lange ventelister, ingen specialister ude på landet, nærmeste skadestue ligger 120 km væk og har kun åbent på hverdage i dagtimerne.
  3. Selv om de selvfølgelig ikke kunne tage noget med sig ind i Himlen. Ikke engang hunden, men det er en anden sang.
  4. Han kunne jo også bare have rørt ved Knuds knogle den gang i Odense, men havde han tid til at vente? Næh, nej. Men nemesis færdes jo ofte på Cypern.
Personlige værktøjer